Kristina Koefoed i Tanzania : 2016

Tuli enda Kalambo – #strandetiMangoTown

I sidste var jeg og de andre volontører på den fedeste tur sammen med alle børnene, personalet og Kara Kana-drengene(snedker-drengene) på Peter House. Humøret var højt og alle var glade og positive. Turen gik til LIemba Beach Logde(Kasanga) – et super lækkert sted, som ligger lige ud til Tanganyika-søen. Børnene havde derfor rig mulighed for at bade hver dag og få friskfanget fisk.

Klokken 9.00 lørdag morgen stod alle klar og parate til at tage afsted på tur – altså alle lige med undtagelse af Robert(lederen). Meningen var, at vi skulle køre i to busser – en stor og en lille. Som sædvanligt går ting ikke altid som planlagt, så Robert var taget ned i byen for at hente den store bus. Allerede her opstod det første problem og bussen skulle til reparation. Det endte derfor med at halvdelen af børnene og størstedelen af personalet tog i forvejen med den lille bus, mens vi andre blev tilbage og ventede.

Peter Fundi, Samuel og børnene, klar til tur!!

Morris og Oggy har husket spillene

Vi er totalt friske på at køre mod sol og sommer!

Ventetiden.. blev lidt lang...

Da der var gået omkring et par timer, kom Robert og den store bus endelig.
Turen mod Liemba Beach Lodge gik super godt. Humøret var højt, alle var glade, og der var fællessang fra Tenzi’en( kirkens sangbog). Eneste problem var dog, at chaufførerne, hver gang vi havde kørt omkring 5 km, skulle ud og banke på bremserne….
Efter en lang køretur ankom vi endelig til Logden, og så gik resten af dagen ellers bare med at bade og hygge.

Lykke da den store bus endelig nåede frem.

Oggy er klar til at bade

Badning før krokodille-tid

Om aftenen kom en mand fra immigrationskontoret forbi for at tjekke vores arbejdstilladelser. Der var der godt nok lige ved at gå en smule panik i os, da han ikke mente det kunne godkendes – hvilket sikkert bare var fordi han skulle have et eller andet at brokke sig over. Heldigvis hjalp Robert os med at få ham snakket ham til rette, og vi slap derfor for at overnatte en nat i arresten - pyha.
Da vi skulle til at sove, var der også en smule kaos. Mama’erne var gået i seng, og ingen havde rigtig styr på hvor de forskellige børn skulle sove. Det endte derfor med, at vi kom til at sove alle piger sammen i en banda - et lille rum, som var beregnet til omkring 6 personer, men med lidt god vilje og et par ekstra madrasser kunne man godt sove 16 derinde. OG det var super hyggeligt! Lige inden vi skulle sove, blev jeg desværre bidt af en skolopender-lignede ting. Pigerne synes, det var utroligt spændende, men jeg fik godt nok ikke så meget søvn den nat desværre… Men ellers var det meget godt.

Udsigt fra Liemba Beach Lodge ud over Tanganyikasøen

Pigernes værelse

Søndag skulle vi alle i kirke i Kasanga. Robert skulle holde prædiken og korerne fra Peters House skulle synge og danse. Man skulle ikke tro det kunne lade sig gøre, men man må sige, at længden for gudstjeneste i Kasanga stak normalen på Peters House. Til slut havde børnene en smule svært ved at koncentrere sig, og glæden var derfor også stor, da vi endelig kunne vende tilbage til lodgen for at spise friske fisk og bade dagen lang.

Børnene fra Peters House optræder i kirken

Steven vandt prisen for dagens kirke-outfit

Hygge på stranden med Morris og Enogy

Morris opstår af vandet

Fest og glade dage med Kristina og Alfo

Samme dag var vi også ude at sejle på Tanganyika-søen. Det var også en stor oplevelse for både børnene og personalet. Mange af børnene kommer oprindeligt fra små landsbyer omkring Tanganyika-søen. De var derfor helt vilde med at se vand igen, og de, som kommer fra Sumbawanga-området, synes bare det er fantastisk at se så meget vand samlet på ét sted.

Monika, Sipe, Anje og Maria nyder sejlturen

Madam Judith, Thomas mdogo og Mama Jakobo

Båden vi sejlede i

Udsigt til Liemba Beach Lodge fra båden

Alex og Thomas mdogo nyder at slappe af

Mandag var sidste dag på turen, børnene havde derfor travlt med at bade lige fra morgenstunden, mens mama’erne lavede mad.

Der spises wali na samaki (ris og fisk)

Arbejdsfordelingen - Mama'erne laver mad og mændene pomsikker

Efter middagsmad og oprydning gik turen mod Kalambo Falls – eller det troede vi i hvert fald at den gjorde. Desværre nåede vi ikke at køre ret langt før den ene bus begyndte at knage(mere end den allerede gjorde i forvejen). På vej op ad en stor bakke kunne den desværre ikke klare mosten længere. Det begynde at ryge ud af bagenden, og efter at have kigget lidt på den, fandt chaufførerne ud af, at den pga. af varmen var blevet overophedet, og slangen til kølervæsken var sprunget.

Bussen er broke

Christina, Alfo og jeg hænger lidt med næbet....

Jeg var så heldig at sidde i den anden bus(den lille bus), og efter noget tid besluttede vi os for at overhale den den store bus og køre ind mod den lille landsby Kasanga – som vi også har døbt Mango-town. I denne by kunne man købe en hel sæk med mangoer for under 10 kr, så jeg kan sige jer, at der blev guffet mangoer til vores maver var ved at sprække, man kunne til gengæld heller ikke købe så meget andet. Efter noget tid kom de, som havde siddet i den anden bus gående ind mod landsbyen, og så sad vi ellers alle sammen og spiste mangoer og ventede på at chaufførerne skulle fikse bussen.

Julius kan godt lide 'embe'

Yohana - elsker mango!

Monika og Agatha synes også vi har en fest!

Markedet i Kasanga - hvor man kun kan købe mango!

Paulo og Enogy i Kasanga

Efter at have ventet nogle timer, og det begyndte at trække længere og længere ud med reparationen af bussen, blev det besluttet, at vi desværre blev nødt til at droppe turen til Kalambo Falls. Dette var tydeligvis ikke noget problem for børnene, idet de virkede til at have fået alle deres drømme opfyldt ved at kunne få lov at spise så mange mangoer, som de havde lyst til. Der var derfor fest og glade dage i den lille landsby kan I tro.
Hen sidst på eftermiddagen var bussen stadig ikke repareret. Det blev derfor besluttet, at den lille bus skulle køre mod Sumbawanga med alle de mindste børn. Hvad vi ikke lige havde overvejet var, at alt personalet også var smuttet ind i den lille bus, så da bussen satte i gang mod Sumbawanga opdagede vi til vores store overraskelse, at vi stod alene tilbage med alle de ældste børn (omkring 20 børn og snedkerdrenge). Heldigvis var Peter Fundi(lederen af snedkerværkstedet) også blevet tilbage, så vi var ikke helt alene, og han blev lidt vores redning.
Da det begyndte at blive skumring, kom de chauffører, som havde forsøgt at reparere bussen ind til landsbyen. Det var ikke lykkedes dem at få den fikset, og vi blev derfor nødt til at vente på at den lille bus, som var kørt mod Sumbawanga, kunne komme tilbage og hente os – vi kunne derfor godt forberede os på at gå en lang aften i møde.
Nogle af de ældste børn gik ned til den ødelagte bus for at hente tøj og tæpper, og noget ris vi kunne spise til aftensmad. Samtidig gik vi også rundt i landsbyen for at prøve at finde noget kul, da det var begyndt at blive en smule koldt.

Vi holder humøret oppe, og er totalt fedtet ind i mango..

Det blev mørkere og mørkere, og rundt omkring os kunne vi se lyn, som slog ned og høre tordenbrag. Heldigvis var uvejret ikke over os, så vi holdt stemningen oppe og hyggede os. Pludselig lød der et højt skrig. En af pigerne var blevet bidt af en skorpion, og lå og vred sig på jorden. Heldigvis kom folk fra landsbyen med medicin, som skulle hjælpe imod det, og efter at hun havde ligget og vredet sig på jorden i en times tid, begyndte hun så småt at komme til sig selv igen.
Klokken begyndte mere og mere at nærme sig midnat, og bussen var stadig ikke kommet tilbage. Der kom kæmpe lastbiler kørende igennem landsbyen, fyldt med råbende afrikanere på ladet, så det hele begyndte at blive mere og mere creepy. Heldigvis fik vi kontakt til Robert, som kunne fortælle, at de var kommet godt tilbage til Peters House, og at han havde fået forhandlet en pris med buschaufføren, som ville komme tilbage og hente os. Vi fik nummeret til chaufføren, som sagde at han var tæt på og der ikke ville gå så lang tid – men ’tæt på’ er jo et relativt begreb i Tanzania.

Sådan en lastbil kan godt blive en smule creepy når det er mørkt...

Da der var gået et par timer, var bussen stadig ikke kommet. Det begyndte at trække op til uvejr over os, og inden vi havde set os om, stod det ned i stænger. Heldigvis var vi heldige at få lov at være i et lille rum i et af landsbyhusene. Efter at have siddet der noget tid, og vi ikke længere kunne komme i kontakt med chaufføren, indstillede vi os på, at vi nok kom til at sove i landsbyen. Vi prøvede derfor at lægge os så godt til rette, som vi kunne i det lille rum. Gulvet var beton og koldt, og vi lå som sild i en tønde, men humøret var stadig højt, og der var ingen, som på noget tidspunkt havde brokket sig over situationen.

Vi prøver at sove....

Da klokken var omkring 01.00 og vi endelig var faldet til ro, kunne vi høre tudehorn uden for døren – bussen var endelig kommet. Det havde regnet så meget, at vejene var blevet ødelagte, og bussen derfor havde haft svært ved at nå frem, men endelig kunne vi komme hjem. Først skulle vi dog lige ned til den anden bus for at hente alle de ting, som var blevet efterladt der, og der var MEGET. Det endte derfor med at hele midtergangen og nogle af sæderne i bussen blev propfyldt med tøj og tasker, så man var nødt til at kravle på alle mulige ting for at nå ned til et sæde. Da klokken var omkring 02.00 kunne vi, efter at have ventet i ca. 10 timer, endelig køre mod Sumbawanga.
Da vi var nået omkring halvvejs sad bussen fast…. Det var måske ikke lige det vi orkede aller mest, da alle var trætte efter en lang dag. Alle drengene skulle derfor ud i øsende regnvejr for at skubbe bussen fri – takket være afrikanske kønsroller slap pigerne heldigvis. Efter noget tid kom bussen endelig fri, og en flok frysende og mudrede drenge kom ind i bussen igen.
Desværre nåede vi ikke at køre så langt, før bussens lygter begyndte at svigte. Chaufføren besluttede derfor, at vi skulle sove et par timer indtil det blev solopgang. Må ærligt indrømme, at vi kiggede en smule på hinanden, da han sagde vi skulle sove. Vi sad alle ret op og ned i sæderne, og kunne hverken vende eller dreje os for ting. Derudover var bussen piv-utæt, så der var ingen af os, der lige havde overvejet, at man også kunne lægge sig til at sove.
Efter at have ventet et godt stykke tid, begyndte solen endelig at stå op, og vi kunne køre videre, og nu begyndte bussen for alvor at køre stærkt.
Da klokken var omkring 07:30 nåede vi endelig Sumbawanga. På Peters House blev vi taget varmt imod af Bibi og Mama Simon, som havde ligget vågne hele natten af bekymring for os. Glæden var virkelig stor, da vi endelig kom ud af bussen, og fik verdens største kram. Vi var trætte og kolde, men humøret var højt, og børnene var klar til at fortælle om deres ’vilde’ nat.
Alt i alt en virkelig fantastisk tur, på trods af en masse udfordringer, men vi klarede dem!! - og nu er det bare sjovt at se tilbage på.

TUSIND TAK til alle, som har været med til at give alle på Peters House en helt unik og uforglemmelig tur!

Her er lige lidt ekstra billeder fra turen :)