Kristina Koefoed i Tanzania : 1. december JUBIIII

Puha, tiden flyver bare derud af, og inden jeg har set mig om, er det d. 1. December og julen begynder så småt at nærme sig. SÅ nu er det vidst også ved at være på tide med et blogoplæg om, hvad der er sket i løbet af de sidste par måneder.
Vi har bl.a. haft besøg af Missionæren Thomas, som var hernede en måned for at afslutte sin missionærtjeneste for denne gang. Det var super hyggeligt og lærerigt, og der er ingen tvivl om at han vil blive savnet på Peters House.

Kipili og Krokodilleøen
Vi startede oktober måned ud med en herlig tur til Kipili for at være sammen med Tine, Pauline og Marie. Derfra tog vi på tur ud til en lille ø kaldet Krokodilleøen(vi så ikke skyggen af en krokodille). Vi fik Kipili-fyren Goudens til at sejle os ud på øen i sin lille fiskerbåd, som efter hans overbevisning åbenbart kan rumme 25 personer(hvilket jeg dog tvivler en smule på…). Ud over os piger og Goudens havde vi også to levende høns med ombord på båden, som skulle slagtes og spises om aftenen.
Turen ud til øen gik super fint, vi kom derud, badede, fik lavet bål og slået telte op. Panikken i os opstod først da vi skulle til at lave aftensmad, for det krævede jo ligesom, at vi fik slagtet vores høns. I Tanzania har man kun almindelige kokkeknive og ingen økse til at hugge halsen over med, så det var bare med at blive ved med at skære, når man først var gået i gang, og blodet sprøjtede bare ud til alle sider.. Inden vi tog afsted havde Knud(missionæren i Kipili) fortalt, at alle andre volontører, som havde haft høns med ud på øen, havde haft dem med tilbage i live igen. Vi blev derfor lidt nødt til at slagte dem, for at han ikke også skulle fortælle samme historie om os. Heldigvis klarede vi den, og vi fik den bedste kylling, jeg nogensinde har smagt i Tanzania.
Om aftenen hyggede vi os, og hyggen varede ved lige indtil vi skulle til at sove, og dermed også fandt ud af at vores ene telt var brast sammen. Vi endte derfor med at ligge alle 6 i et telt beregnet til max max max 4 personer… jeg har haft bedre nætter.
Om morgenen bagte vi mandazier(kan bedst beskrives som en slags klejne-bolle) over bål – ægte Tanzania morgenmad. Derefter sejlede vi tilbage til Kipili igen.

Marie og Pauline med den ene af hønsene, som skulle lade livet.

Goudens og båden.

Når man er i Kipili er busturene frem og tilbage som regel også noget af en oplevelse. På tilbagevejen til Sumbawanga var bussen mere end overfyldt af både mennesker, fisk, løg og tomater. Jeg endte med at sidde ved siden af en mor med det sødeste lille spædbarn. Desværre gik der ikke ret lang til før barnet begyndte at skrige højlydt, hvilket selvfølgelig var fordi det skulle have skiftet ”ble”. Så midt i alle vejbump og mennesker som væltede rundt i bussen var der også lige bleskift til venstre for mig, og hygiejne er jo ikke det man går mest op i hernede såe….

Zafari x2 i Katavi
Vi også været på hele to Safariture i løbet af de sidste to måneder. Den ene med nogle gæster fra Danmark, den anden med Kipili-pigerne samt Grethe og Aage.
På første tur havde vi selv lejet en bil, som vi kørte rundt i, med Anders Solgaard som safari-guide. Det var super hyggeligt. Vi så både elefanter, giraffer, zebraer osv. og kom helt tæt på en løveflok som lige havde fanget en lille flodhesteunge, de var i gang med at spise. Turen forløb super fint lige indtil vi skulle til at hjem. Vi var kørt en smule offroad, da vi lige skulle se, om vi ikke kunne få øje på en leopard et stykke fra vejen. Desværre begyndte sandet også at blive en smule løsere, og det gik hverken værre eller bedre, end da vi skulle til at vende om sad bilen fast. Heldigvis kunne vi ikke lige se nogle dyr i området, så vi steg ud af bilen og begyndte at skubbe(hvilket der ikke skete en pind ved). Vi begyndte at grave hjulene fri, og fandt pinde vi kunne lægge under hjulene, men det hjalp stadig intet – den satte sig bare mere og mere fast. Der begyndte så småt at gå en smule panik i os, så vi følte os ret heldige, da vi fik forbindelse igennem til nogle, som kunne komme og trække os op. Desværre ville der nok bare gå et godt stykke tid, før de kunne være der, så vi besluttede os for at grave videre og prøve igen. På mirakuløst vis endte det med at bilen pludselig fik greb, og vi endelig kom fri – hvilket bønnesvar! Derefter kørte vi glade hjem med endnu en oplevelse i bagagen.

Vores Safari-bil mens den endnu ikke sad fast.

Christina, Kristina og jeg - klar på tur!

Løverne har overtaget en flodhesteunge

Bilen sidder fast.....

Der graves og graves...

Anden safaritur var også super spændende. Her havde vi i stedet for selv at køre, lejet en driver og safaribil. Vi fik igen lov at komme helt tæt på løverne og denne gang også flodhestene og krokodillerne. Om natten sov vi i telt tæt ned til et sumpet område med flodheste. Man havde derfor ikke den største lyst til at skulle op om natten. Derudover var der aber lige ude foran toiletterne, så det føltes næsten som at sove i en zoo.

Mit yndlingsdyr giraffen..

Tæt på flodhestene

På hjemvejen fra denne tur skulle vi med en dala-dala(et ragnarok af en minibus) fra Namnyere til Sumbawanga. Dette er nok en tur vi sent vil glemme. Vi sad omkring 20 personer sammenklemt i den bus og døren kunne knap nok lukkes. Aldrig i mit liv har jeg mærket min krop så meget!! Jeg anede virkelig ikke at man kunne få ondt så mange forskellige steder. Til at starte med tog vi det som en oplevelse, og kunne godt grine lidt af, at vi sad midt en stærk lugt af armsved og mellem mama’er, som troede vi kunne snakke perfekt swahili. Men efterhånden som timerne gik, humpene i vejen blev større, og vi blev mere og mere tissetrængende, begyndte det at blive knapt så sjovt. Det hele eskalerede dog først da vi kom ud på asfaltvej, bussen begyndte at køre stærkere(end den allerede gjorde i forvejen) og dækket sprang….. da var jeg godt nok lige ved at tro, jeg var døden nær. Heldigvis skete der ikke noget med os! Chaufføren fik skiftet dækket, og vi kom sikre hjem til nybagt rugbrød og makrel ala Thomas. MUMS!

PH fødselsdagMange af børnene på Peters House ved ikke, hvornår de præcist har fødselsdag, så i oktober blev der holdt fælles fødselsdag for alle børn på Peters House. Og der var virkelig FEST! Vi havde fået sponsoreret penge, så vi kunne lave helstegt pattegris, og alle børnene kunne få en sodavand. Det var virkelig et HIT! Efter maden var der bare fest og dans, og jeg skal love for at dellerne fra pattegrisen blev rystet af igen.

Samuel, Kristina og Peter skærer kød

Der pyntes op til fest!

Bonni, Samuel, Peter og Paulo med grisen som måtte lade livet.

Kalambo Falls
I slutningen af oktober var vi på tur til Kalambo Falls sammen med pigerne fra Kipili, Grethe og Aage. Det var en super hyggelig tur, hvor vi boede på Liemba Beach Lodge – en super lækker lodge lige ned til Tanganikasøen. En af dagene var vi ude at sejle på søen med Lodgens ejer Oscar. Her spiste vi bl.a. frokost på en lille klippeø, som Oscar havde en plan om at lave til en ’honey-moon ø’ (ikke lige det oplagte sted til bryllupsrejse efter min mening). Ellers sejlede vi ind til en lille landsby, hvor der sjældent kommer hvide, så folk stimlede sammen om os og duftede til deres hænder, hvis de havde været så heldige at få lov at røre ved os. Vi fik at vide, at der til at starte med kun havde været omkring 20 personer i landsbyen, men på forholdsvis kort tid var den vokset sig ret stor, og der var et hav af børn over alt. Arbejdsgangen i landsbyen foregik på gammeldags manér. Mændene sad alle sammen under et mangotræ og slappede af, mens kvinder og børn hentede vand, vaskede tøj, lavede mad osv.
Udover landsbybesøg sejlede vi også ud til et sted hvor man kunne springe fra klipper.
Den efterfølgende dag var vi på tur til vandfaldet Kalambo Falls, og wow der var langt ned!! Der fik man godt nok prøvet sin højdeskræk af.

Landsbylivet - kvinderne arbejder.

Spring fra klipper..

Kalambo Falls

Langt ned

Konfirmation og dåb
I midten af november var der dåb og konfirmation på Peters House. Her blev Daudi og Secil døbt, og Monika og Florens konfirmeret. Det var en rigtig festlig dag med pænt tøj, fine kjoler, lækker mad, underholdning og dans.

Florens, som blev konfirmeret.

Søstrene Monika og Secil som blev konfirmeret og døbt.

Marie er kommet
I midten af november havde vi også den fornøjelse af at få Kipili-pigen Marie til Sumbawanga, så nu bor vi fire i volontørhuset. Det er bare super dejligt at hun er kommet. Hun skal være her indtil d. 27. December hvor vi alle tager på nytårsferie til Zanzibar. På Peters House underviser Marie bl.a. Kara-Kana drengene(snedkerne) i engelsk og matematik.

Farvel til Grethe og Aage
I midten af november skulle vi desværre også tage afsked med seniorvolontørerne Grethe og Aage. De har virkelig været dejlige at have tæt på og er/vil blive savnede.
I den forbindelse med Grethe og Aages afslutning blev vi bl.a. inviteret til afslutningsmiddag på Conference Center i Sumbawanga – et hostle/hotel hvor Grethe har arbejdet. Der var super lækker mad, fine taler og gaveuddeling. Derudover var der også traditionel kagespisning, som foregik lidt ligesom når der spises bryllupskage og brudeparret giver hinanden, her skulle alle rundt om bordet bare fodre deres sidemand.

Aage og Grethe giver hinanden kage

Pige og drengeaften
I November måned har vi også brugt to lørdage på at holde henholdsvis pigeaften og drengeaften i volontørhuset. Det var en succes.
Til pigeaften lavede vi bl.a. ”den varme stol”, hvor pigerne hver især skulle sige noget, de var glade for ved deres ’søstre’. Derudover spiste vi chokolade-banan-is, kage og popcorn og senere var der dansegulv.
Lige da pigerne skulle til at i seng begyndte regntiden her i Sumbawanga for alvor! Det lynede og tordnede og regnen styrtede ned, det var noget af et vejr!
Drengeaften var en smule anderledes. Her så vi Pirates of the Caribien og spiste pandekager og drak the. Og puha, huset så også ud derefter, da drengene gik igen! Der var sukker og marmelade stor set over alt. Derudover var der blevet spist/drukket omkring 2 kg. sukker – tanzanianere har en ret sød tand.

Billede fra drengeaften.

Bibellæsning med børnene og Engelsk med gadedrengene
Noget andet børnene er ret glade for er, at læse i børnebibelen. I kirken fylder Det Gamle Testamente og Loven rigtig meget, og der er meget lidt fokus på Jesus, nåden og frelsen. Det er derfor super dejligt at kunne få lov til at lære børnene om Jesus som deres ven, og en de kan bede til, uanset hvordan de har det.
Ellers er to af gadedrengene – Ramsi og Clisti også begyndt at komme op på børnehjemmet engang imellem for at få engelsk undervisning. De vil rigtig gerne lære, men har desværre ikke råd til at gå i skole. Det er derfor super meningsfyldt at hjælpe dem.

Clisti - en af gadedrenge, som gerne vil lære engelsk.

Landsby besøg med Thomas
I November måned var Kristina, Christina og jeg også med Thomas på tur ud til en lille landsby. Her skulle vi bl.a. se på en mark, og hilse på en masse fine præster. Man kunne godt fornemme, at der ikke så tit kom hvide ud til den landsby. Da vi ankom i bilen stimlede folk sammen rundt om os, så vi følte os lidt som en slags aber i bur. Børnene ville rigtig gerne lige hen og se, men kom man for tæt på dem, blev de bange og løb væk.
Vores program var en smule stramt den dag, så vi havde frabedt os at få mad ude i landsbyen. Desværre var der gået en smule koks i kommunikationen, så de havde lavet mad alligevel. Vi prøvede at slippe uden om ved at sige vi ikke kunne nå det. Desværre endte det ud med at lederen i landsbyen rejste sig op foran alle og sagde, at det var meget ærgerligt, at de hvide ikke ville spise med. Derefter var vi af ren høflighed tvunget til at spise – sejt kød og halvkogte ris, men så prøvede vi også det.

December måned
Julen begynder så småt at nærme sig, skolerne er ved at lukke, børnene får årets store ferie(ligesom vores sommerferie i Danmark, fordi regntiden er begyndt og børnene derfor skal arbejde), vi har lavet adventskrans, kalenderlys, fundet juletræ og Christina har lavet pakkekalender.
I den kommende weekend (3-5. Dec.) tager vi med børnene på tur til Kalambo Falls, en tur som rigtig mange fra Danmark har hjulpet med at sponsorere – TUSIND TAK for jeres bidrag.
Ellers kommer Pauline og Tine fra Kipili ind til Sumbawanga d. 20. December og så skal vi ellers bare julehygge. D. 24. December holder vi dansk jul i volontørhuset, og d. 25. December fejre vi jul med børnene på Peters House. D. 27. December tager vi alle på nytårsferie til Zanzibar – det skal nok blive lækkert!

GLÆDLIG DECEMBER!!!!